Tusind og en nats samtaler
Tusind og en nats samtaler
- Fortællingen om digteren Rumi og vismanden Shams
af
Udgivet af Borgen
Forlaget skriver:
Mens Frans af Assisi vandrer rundt i Italien i 1200-tallet, går også en anden mand fra sted til sted. Han hedder Shams og er født i Tabriz i Persien. Shams rejser rundt i Mellemøsten i årtier og opsøger tidens store lærde og mestre, som han alle diskuterer med. Men han savner en ven, han virkelig kan dele sine indsigter og sin visdom med.
Efter mange års søgen finder han ham i skikkelse af Rumi, en from retslærd og prædikant. Rumi bliver totalt forvandlet gennem deres samvær og bliver en af verdenshistoriens mest produktive digtere, en dansende glædens digter.
Gennem de seneste årtier har Rumis persiske digte i engelske oversættelser taget USA med storm og vundet udbredelse på de sociale medier, også uden for USA.
Ole Grünbaum fortæller historien om den omvandrende vismand og digteren baseret på deres egne samtidige nedskrevne ord: Rumis digte og Shams’ beretning om sit liv, og hvad der skete, da han og Rumi talte sammen gennem tusind og en nat.
Det er en fortælling om sufiernes islam, som er anderledes end den islam, vi mest hører om i medierne for tiden. Ikke bare er den fuld af sang, dans og musik, den handler om at finde en ubeskrivelig glæde ved at kende sit dybeste selv.
Og det er en fortælling fra en tid, hvor Vesteuropa var bagefter, og det var Mellemøsten, der var det mest moderne sted i verden – med videnskab og religionsfrihed, endda udstrakt seksuel frihed og en pluralistisk kultur, hvor forskellige ideer og religioner levede fredeligt og frugtbart side om side.
Ole Grünbaum (f. 1945) debuterede som forfatter i 1967 med bogen Provokér – lærestykker om den almindelige uorden. Herefter fulgte yderligere fire bøger, inden han som 27-årig trak sig tilbage fra samfundslivet i en ashram, hvor han boede i 10 år. Siden blev han journalist og redaktør af Politiken-tillægget Computer. I 2002 modtog han for bogen Teknofetichismen – og drømmen om det gnidningsløse samfund Dansk Forfatterforenings pris for årets bedste fagbog. Erindringsbogen Bar røv i 60’erne udkom i 2006 og i 2008 Den dag min fremtid forsvandt.